Nyt fra Specifikationsforum

24.11.2019

GeoDanmarks Specifikationsforum har holdt møde 7. november 2019. De primære punkter på dagsordenen var:

  • Forenkling af specifikationen
  • Ønske om nemmere adgang til informationer
  • Registrering af vejkant tæt på eller under andre objekter

Forenkling af specifikationen
Specifikationsforum behandlede et ønske fra bestyrelsen om en forenkling af GeoDanmark Specifikationen.
GeoDanmark Specifikationen er teknisk dokument oprindeligt udarbejdet til anvendelse i den fotogrammetriske produktion, og denne anvendelse skal den til stadighed kunne understøtte på bedste vis. Hvis Specifikationen forenkles, er der i Specifikationsforum bekymring for, at den ikke længere til fulde kan understøtte sit oprindelige formål.
Som alternativ til en forenkling af GeoDanmark Specifikationen vil Specifikationsforum til gengæld anbefale, at der sættes større fokus på at få udarbejdet vejledninger, der understøtter ajourføring af data i GeoDK.
For at øge forståelsen af de enkelte objekters anvendelse, blev det på mødet besluttet, at under afsnittet ”Formål” skal der tilføjes flere kendte interessenter og anvendelser, hvor det er aktuelt.

Ønske om nemmere adgang til informationer
På baggrund af et ønske fra Jonas Dreves Glass, Solrød Kommune om nemmere adgang til informationer, vil Specifikationsforum foreslå, at der laves en GeoDanmark Wiki. Det konkrete indhold af en Wiki blev ikke fastlagt på mødet.
Inden der udarbejdes en konkret indstilling til bestyrelsen, forlægges idéen for sekretariatsudvalget til vurdering.

Registrering af vejkant tæt på eller under andre objekter
I visse tilfælde registreres der ikke Vejkant, når denne ligger tæt på eller under andre objekter. Hvis det er et ønske alligevel at registrere vejkanter disse steder, vil Specifikationsforum gerne henvise til, at det er muligt at anvende attributten ‘synligVejkant’ =”false”.
I forbindelse med registrering af Vejkant tæt på eller under andre objekter foreskriver specifikationen følgende:

  • Vejkant registreres ikke fotogrammetrisk under andre objekter, for eksempel ved passage under broer, i tunneler, under levende hegn, under tagudhæng eller lignende fra luften usynlige steder. Vej/sti-forekomster beliggende sådanne steder kan registreres administrativt med attributten ‘synligVejkant’ =”false”.
  • For Vejkant med ‘type’ =”Sti, diverse”: Objekter beliggende tættere på Hegn end 1 meter registreres ikke.
    Specifikationsforum vil arbejde på at tydeliggøre retningslinjerne for registrering af en Vejkant, der er synlig i billedet, men ligger tættere end en meter på eksempelvis et hegn.

Du kan læse mere om Specifikationsforums arbejde her: https://www.geodanmark.dk/om-geodanmark/organisation/spec-forum/