Referat fra bestyrelsesmøde den 15. november 2017

21.11.2017

Systemunderstøttelse
På bestyrelsesmødet den 15. november 2017 blev bestyrelsen orienteret om, at projektet om ny systemunderstøttelse er i god fremdrift og bestyrelsen drøftede implementeringen af det nye system i sammenhæng med bl.a. Grunddataprogrammets aktiviteter.

Specifikation 6.0
GeoDanmark har samtidig nået en stor milepæl, da Specifikationsforum er ved at være klar med en version 6.0 af Specifikationen. Den nye version vil være gældende for alle data i det nye system og bliver lanceret sammen med det nye system. Der lyder stor ros fra bestyrelsen til Specifikationsforums store arbejde.

Systemforum
I forbindelse med den nye systemunderstøttelse, skal der jf. forretningsmodellen, nedsættes et systemforum, som bl.a. skal sikre, at systemet lever op til brugernes behov, følge op på udfordringer og behandling af forslag til videreudvikling. Bestyrelsen drøftede et udkast til kommissorium for Systemforum og planen er, at sekretariatet arbejder videre med kommissoriet og nærmere beskriver arbejdsdeling og roller mellem de forskellige fora, operatør, leverandør, bestyrelse osv. Til næste møde skal der fremlægges en sag, som beskriver det samlede setup, når systemprojektet er afsluttet.

Budget for 2018
Bestyrelsen har også set frem mod næste budgetår. Bestyrelsen drøftede et udkast til næste års budget, som sekretariatet vil arbejde videre på. I drøftelsen indgik det, at bestyrelsen skal tage stilling til, hvordan det nye system påvirker de fremtidige budgetter.

Kommende møder
Næste års møder er ikke fastsat endnu, men bestyrelsen var enig om at mødes igen inden jul, og derefter er der planlagt et ekstraordinært bestyrelsesmøde i januar, hvor bestyrelsen arbejder videre med den nye strategi.

Læs hele referatet