Nyheder maj 2016: Seneste mødereferater / Ny supportmulighed af FOT2007 / Udbud af ny systemunderstøttelse

20.05.2016

Bestyrelsen og Repræsentantskabet har for nyligt afholdt møder, hvor en række godkendelser for de næste par år er vedtaget. Ligeledes er der nye statusser på hhv. en ny supportmulighed af FOT2007 samt udbud af ny systemunderstøttelse.

Referat fra bestyrelsesmøde den 28. april 2016
Bestyrelsen holdte den 28. april et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor økonomi og udbud af ny systemunderstøttelse skulle godkendes.

Næste bestyrelsesmøde afholdes den 10. juni 2016.

Godkendelser på mødet:

  • Budgetramme for ny systemunderstøttelse
    Bestyrelsen godkendte, at ny systemunderstøttelse sættes i udbud med en ramme på 23 mio. inkl. fire års drift. Bestyrelsen godkendte også en ramme for selve anskaffelsen af ny systemunderstøttelse og vil se på projektbudgettet, når der foreligger en underskrevet kontrakt. Bestyrelsen drøftede desuden en finansieringsmodel for manglende likviditet i forbindelse med ny systemunderstøttelse . Denne finansieringsmodel sikrer desuden et uændret medlemskontingent.
  • Udbud af ny systemunderstøttelse
    Bestyrelsen godkendte udbudsbetingelserne til ny systemunderstøttelse, og at udbuddet dermed kunne offentliggøres efter projektgruppen havde foretaget mindre rettelser i det fremsendte materiale. Bestyrelsen godkendte endvidere en procesplan for, hvordan og hvornår bestyrelsen skal inddrages i forløbet. Til næste møde i bestyrelsen vil der blive forelagt et udkast til kommissorium for den kommende fase fra kontraktunderskrivelse til afsluttet drifts-prøve, og bestyrelsen skal desuden drøfte det styringsmæssige setup, herunder projektledelse og øvrig bemanding.

Referat fra Repræsentantskabsmødet den 29. april 2016
Til årets repræsentantskabsmøde i Nyborg berettede formanden om aktiviteter, udfordringer og mål for 2015. Repræsentantskabet godkendte økonomi, strategi og arbejdsprogram for de kommende år.

Formandens beretning fra 2015
Til mødet berettede formand Christian Bjerg om 2015 i GeoDanmark. Han berørte her de forskellige udvalg og fora. Formanden fremhævede centrale aktiviteter i deres arbejde i 2015 og reflekterede over udfordringer, ambitioner og mål ved to store indsatser i 2015: Ændringsudpegning og ny systemunderstøttelse. Formandens beretning kan læses i det komplette mødereferat.

Godkendelser på mødet:

  • Årsrapporten fra 2015, budgettet for 2016-2018 samt arbejdsprogrammet 2016-2017 blev godkendt
  • Foreningens strategi 2016-2018 blev godkendt – denne er en revision af den tidligere strategi 2013-2015
  • Som en del af budgetgodkendelsen blev medlemsbidraget for 2016 ligeledes godkendt
  • Desuden godkendte repræsentantskabet Deloitte som foreningens revisor for det kommende år.

Ny supportmulighed for FOT2007
GeoDanmark har oprettet et supportforum på KL’s Dialogportal. Her kan man stille spørgsmål til SDFE (og til andre brugere af systemet), hvis man oplever problemer med FOT2007. SDFE kan ligeledes orientere om forstyrrelser i driften af FOT2007. Det er muligt at modtage mail-notifikationer, når der er nye indlæg.

Udbud af ny systemunderstøttelse
Som vi skrev på GeoDanmark.dk i sidste uge, er GeoDanmark nu gået i udbud med ny systemunderstøttelse.

Udbuddet er af typen “udbud med forhandling”.
Udbuddet indeholder en prækvalifikation, der munder ud i tre godkendte tilbudsgivere, der herefter kan give tilbud ift. udbudsmaterialet.