Nu bliver det meget lettere at få GeoDanmark-data ud fra Datafordeleren via download/Filudtræk

06.09.2021

En ny og forbedret tjeneste til at hente GeoDanmark-data fra Datafordeleren via Filudtræk er lige på trapperne.

Filudtrækstjenesten på selvbetjeningsportalen bliver opdateret, så det er muligt at tilgå en mappestruktur på ftp-klienten, når man har oprettet sit abonnement hos Datafordeleren og modtaget information om at data er klar på serveren. Dermed kan man lettere navigere frem til de data man ønsker at hente ned på sin maskine, uden at skulle hente store ZIP-filer eller data man ikke er interesseret i.

Via forskellige tjenester kan man navigere til en region, til sin kommune eller helt ned til et specifikt tema (objekttype). Hver kommune og region har sin egen mappestruktur med 6 forskellige temagrupper man kan hente som ZIP-filer. Der er bygning, trafik, hydro, natur, teknik og andet.

En af de væsentlige forbedringer er, at man nu kan hente landsdækkende data på objektniveau.

  • De tre prædefinerede tjenester, som indeholder aktuelle data i GML, SHP og TAB er allerede tilgængelige på Datafordeleren.
  • De tre prædefinerede tjenester med historiske data udstilles udelukkende i formatet GML og kommer på Datafordeleren så snart de er klar.

Du kan læse meget mere om, hvordan du finder frem til data i denne vejledning på Datafordelerens hjemmeside. Det kræver dog at du først opretter en bruger på Datafordelerens Selvbetjeningsportal. Find link til brugeroprettelse på Datafordeler.dk eller læs mere her på GeoDanmarks hjemmeside.

BEMÆRK de 2 nedenstående forhold:

  • GeoDanmark Vektors tjenester skifter til at bruge GeoDanmarks egen geometri “Kommuneområde” til at afgrænse kommuner i udtrækket. Denne afgrænsning harmonere bedre med GeoDanmarks data end den tidligere geometri fra DAGI.
  • Den forbedrede løsning har betydning for ALLE EKSISTERENDE abonnementer på GeoDanmark Vektors filudtrækstjenester, fordi ændringen medfører, at GeoDanmark Vektors udbud af filudtræk bliver mere simpelt. ALLE brugere af Filudtræk skal derfor oprette nye abonnementer på GeoDanmark Vektors filudtræk.

Du kan læse mere om release 31.0.0 på Datafordelerens hjemmeside her: Drift | Datafordeler