GeoDanmark nyhedsbrev december 2016

22.12.2016

Læs bl.a. om: Kontraktunderskrivelse med KMD/Septima, bestyrelsesreferat, brugerpanel til ny systemunderstøttelse, kommunal taskforce.

Nyt GeoDanmark system bygges af KMD og Septima
På bestyrelsesmødet den 15. december underskrev GeoDanmark kontrakt med KMD/Septima om et nyt system til erstatning for FOT2007. Det nye GeoDanmark-system skal efter planen afleveres til drift primo 2018.

Øvrige emner på GeoDanmark bestyrelsesmødet 15. december var bl.a.:
• Hydrologisk tilpasningslag bliver GeoDanmark-data
• Retning og ambitionsniveau for GeoDanmark arbejdsprogram 2017-2018
• Budget 2017-2018
• Redegørelse fra Produktionsforum 2015

Nyt GeoDanmark system – brugerpanel i arbejde fra start
Projektgruppen for ny systemunderstøttelse er i gang med forberedelse af projektets afklarings- og designfase i første kvartal 2017. Det er her systemets fremtidige brugere inddrages i projektet via et brugerpanel. Deltagerne er kommunale og statslige brugere af det nye system, som har daglige arbejdsopgaver med relation til GeoDanmark-data.

For kommunerne er deltagerne i brugerpanelet medarbejdere fra fagområderne adresser, BBR, byggesag, GIS, natur- og miljø, vandløb og veje, og for staten er det særligt medarbejdere, som er involveret i GeoDanmark-produktionen. Brugerpanelet er vigtigt for at sikre en god brugerflade og for at sikre den oplevede værdi af systemet i hverdagen.

Kommunal taskforce
I arbejdet med kvalitetsløft af GeoDanmark-data bl.a. til brug i Skatteministeriets nye ejendomsvurderingsmodel, har projektet tilknyttet en taskforce med de kommunale medlemmer af GeoDanmark Specifikations- og Produktionsforum. Taskforcen har tilsammen over 100 år erfaring med GeoDanmark-data. Taskforcen skal sikre, at nye metoder og rutiner forankres i de kommunale arbejdsprocesser. Arbejdet forventes at være afsluttet 1. april 2017.

Glædelig jul og godt nytår
GeoDanmarks fællessekretariat ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår. Vi ser frem til at samarbejde med jer om nye udfordringer og opgaver i 2017.