Datavask af GeoDanmarks bygninger og vandløb

29.05.2019

SDFE er i gang med en række datavaskaktiviteter for bygningstemaets BBRUUID-attribut og vandløbsmidtetemaets vandløbstype-attribut.

Baggrund
I efteråret 2018 fik SDFE foretaget en kvalitetsmåling af de GeoDanmark-data, som indgår i produktionen af geografiske variable til ny ejendomsvurdering. Resultatet af målingen viste bl.a., at der var en del fejl i attributværdierne for BBRUUID på bygningstemaet og for vandløbstype på vandløbsmidtetemaet.

Datavask af BBRUUID
Der er fundet en del fejl i værdien af bygningstemaets BBRUUID-attribut, hvor værdien af BBRUUID ikke kan genfindes i BBR, eller hvor værdien refererer til objekter, som er sagsdata i BBR (dvs. ikke stam objekter).

Fejlene er formegentlig opstået af følgende årsager:

  • BBR sagsdata har fejlagtigt indgået i geokodningsprocesser pga. mindre fejl i geokodnings-applikationer (geokoderen.dk mv.)
  • Fejl i geokodning foretaget af eksterne leverandører
  • Fejl opstået på baggrund af overgang fra BBR 1.7 til 1.8

Datavask af vandløbstype
Der er fundet fejl i attributværdierne for vandløbstype på vandløbsmidtetemaet. Konkret drejer det sig bl.a. om steder hvor vandløb burde være angivet med vandløbstype-attributværdien ’Rørlagt’ i steder for ’Almindelig’.

På baggrund heraf har SDFE  igangsat en analyse med henblik på at kunne foretage en opretning af de fejlbehæftede værdier. Analyserne har baseret sig på at identificere steder, hvor attributten synligVandløbsmidte har værdien ’false’ uden at være angivet som værende rørlagte i forskellige situationer, hvor de med stor sandsynlighed bør være rørlagte.

Forskellige situationstyper er stikprøvevis gennemgået af en konsulent fra Niras, som har vurderet analysens træfsikkerhed mht. vurderingen af, om vandløbene bør være rørlagte.

I de tilfælde hvor der foretages en rettelse af attributten vandløbstype til ’Rørlagt’, ændres attributten midtebredde samtidig til ’Ukendt’ pga. GeoDanmark-specifikationens regel om attributkombinationer.

Ajourføring i GeoDK
SDFE opretter sager i GeoDK med henholdsvis de bygningsobjekter og vandløbsmidteobjekter, som er identificeret som værende fejlbehæftede, og som derfor ønskes rettet. Inden rettelserne udføres i GeoDK, informeres de berørte kommuner, ligesom de også modtager links til sagerne i GeoDK. Kommunerne kan således kvalitetssikre data inden de rettes, hvis de ønsker dette, og de kan også meddele SDFE, hvis de ikke ønsker, at data rettes.