Velbesøgte roadshow i Middefart og Aalborg

16.10.2017

GeoDanmark har holdt de første to roadshow med deltagere fra kommunerne fra Fyn og Jylland. Mere end 90 deltagere til de to arrangementer vidner om stor interesse for dialog på tværs i GeoDanmark om ny strategi, nyt system, ajourføring og kommunikation.

Bestyrelsen præsenterede de overordnede tanker om GeoDanmark i en fremtid med fokus på

  • GeoDanmark-data som forvaltningsdata,
  • større krav til aktualitet
  • sammenhæng med andre datasamlinger
  • ønske om viden fra data og
  • GeoDanmarks governance model som forbillede for andre samarbejder mellem stat og kommuner

Dagens program bestod desuden af en orientering om SDFEs arbejde med de geografiske variable til SKATs kommende nye ejendomsbeskatning, ajourføring 2017, status og live-demo af GeoDanmarks nye systemunderstøttelse, samt kommunikation internt og eksternt i mellem GeoDanmarks medlemmer og omverden. Undervejs var der lejlighed til dialog ved bordene, hvor deltagerne delte idéer og tanker med hinanden og ikke mindst kunne komme med vigtige input til foreningens kommunikation og kommende strategiproces.

Efter efterårsferien afholder GeoDanmark tilsvarende roadshow i Herlev den 23. oktober og Ringsted den 24. oktober. Læs programmet og tilmeld dig, hvis du endnu ikke har gjort det.