Vores fælles GeoDanmark-data bliver benyttet mange steder i den offentlige forvaltning. Et af de steder er i Skatteforvaltningens ejendomsvurderinger. Klimadatastyrelsen har opgaven med at klargøre og kvalitetsforbedre GeoDanmark-data samt beregne en række nye data, så det passer til Skatteforvaltningens behov. De udvalgte og nye beregnede data kaldes Geografiske Variable (GV).
En af de datatyper der indgår i dette arbejde er GeoDanmarks vejkategorier. Vejkategorierne viser vejenes størrelse og brug, og er derfor vigtige for ejendomsvurderingerne. Netop fordi kategorierne påvirker ejendomsvurderingerne, er de blevet ekstra synlige.
GeoDanmarks vejkategorier er fastsat af GeoDanmarks specifikation, og bør derfor være ens i hele landet. Kommunerne står for at klassificere og ajourføre vejkategorierne. Der er steder, hvor vejklassifikationer kan være forældede pga. ændret trafik eller kan fortolkes forskelligt mellem områder eller by og land.
Det er særligt vigtigt at være opmærksom på at hoved-, gennemfarts- og fordelingsrute medtages i ejendomsvurderingerne, mens stor, mellem og lille vej ikke medtages (jf. GeoDanmark specifikationen).
Nogle borgere har rettet henvendelse om fejl i deres vejkategorier, der har påvirket deres ejendomsvurdering negativt. Derfor er det vigtigt at der fortsat er fokus på at holde vejkategorierne så autoritative og aktuelle som muligt.
Har du spørgsmål til din ejendomsvurdering, skal du kontakte Vurderingsstyrelsen her.
