En spørgeskemaundersøgelse har vist, at mange kommuner ikke har etableret processer for administrativ ajourføring af GeoDanmark objekttyperne Bygning og Vejmidte. For at sikre en god aktualitet i GeoDanmark grunddata, ønsker foreningen at støtte kommunerne i at styrke deres administrative ajourføringsprocesser. Derfor lancerer Administrativ Ajourføringsforum nu et tilbud om procesbistand, som vi inviterer alle kommuner til at søge.
Tilbuddet om procesbistand er gratis og henvender sig specifikt til kommuner, der oplever udfordringer med at etablere eller optimere deres administrative ajourføringsprocesser. Procesbistanden foregår gennem sidemandsoplæring fra en kommune, der har gode erfaringer med deres ajourføringsrutiner. Bistanden omfatter sparring og hjælp til at etablere rutiner for administrativ ajourføring af de centrale objekttyper som Bygning, Vejmidte, Vandløbsmidte og Sø.
Læs mere her på siden om hvordan procesbistanden foregår, og hvordan du ansøger om hjælp til den administrative ajourføring.