Så har Systemforum lanceret en ny version af GeoDK

11.10.2022

Systemforum har sammen med leverandøren arbejdet på den seneste release, som bl.a. indeholder forbedringer, der gør det muligt at se attributter i en dropdown-liste og lave en geografisk udsøgning af sager samt flere forbedrende tiltag. Releasen blev testet fra den 21. september og er kommet i produktion den 5. oktober.

Se de release notes her på hjemmesiden.

Systemforum arbejder desuden på en tilfredshedsmåling, som skal gennemføres i efteråret (primo november måned), som bl.a. spørger ind til anvendelsen af GeoDK, arbejdet med GeoDanmark grunddata, brug af GeoDanmarks hjemmeside og anvendelse af de forskellige udstillingsplatforme, hvor GeoDanmarks grunddata kan hentes. I den forbindelse indsamler forum information om, hvilke medarbejdere der bruger GeoDK i kommunerne, så vi kan ramme de rette fagmedarbejdere med de rigtige spørgsmål. Målingen er en del af Systemforums kommissorium og et arbejde, som følges af GeoDanmarks bestyrelse. Den seneste undersøgelse blev foretaget i 2020, hvor 212 medlemmer fra de 98 kommuner og SDFI deltog.

Systemforum består normalt af hhv. 4 kommunale medlemmer og 4 medlemmer fra SDFI. Københavns kommune har tidligere været en del af Systemforum, men har været nødt til at prioritere anderledes. Derfor er der nu en ledig plads i forum, som skal besættes så snart det er muligt. Systemforum arbejder sammen med KL om af finde den rette kandidat, som besidder den relevante viden om Statslige og kommunale systemer, grunddata, foreningen GeoDanmark osv.

Se referater fra Systemforum her.