Hvordan går arbejdet med den nye GeoDanmark Specifikation 7.0?

05.03.2026

Specifikationsforum har det seneste år gennemgået de mange indkomne forslag til en ny specifikation for GeoDanmark grunddata; Specifikation 7.0.

Arbejdet har bestået i at sortere, udvælge og kvalificere forslagene. Dét arbejde er ved at være afsluttet, og arbejdet overgår nu til en ny fase.

Specifikationsforum går derfor i samarbejde med Systemforum igang med at:

• Revidere selve specifikationens tekst og illustrationer
• Udarbejde ny datamodel
• Indstille samlet forslag til ny datamodel og Specifikation 7.0 til bestyrelsens godkendelse
• Sende udkast til en ny specifikation i høring, og behandle høringssvar
• Indstille den endelige specifikation til bestyrelsens godkendelse
• Implementere ny datamodel og regelændringer ved Septima på baggrund af specifikationsændringerne
• Udgive den endelige Specifikation version 7.0

Vores mangeårige redaktør af specifikationen og medlem af Specifikationsforum, Kurt Toft fra Klimadatastyrelsen er stoppet og gået på pension. Specifikationsforum og GeoDanmark vil gerne takke Kurt for hans store arbejde med specifikationen gennem mange år. Vi måtte også sige tak for godt samarbejde til Mary Maria Trankjær Møller, Evida, som også er trådt ud af Specifikationsforum. Mary har repræsenteret ledningsejerne, og vi er nu på udkig efter en ny repræsentant.

Heldigvis har Klimadatastyrelsen ansat Sascha Lehmann Mortensen som ny redaktør pr. den 16. februar, og som Specifikationsforum derfor har kunnet byde velkommen i forummet. Sascha blev kastet ud i arbejdet, da Specifikationsforum holdt en to-dages workshop den 23. og 24 februar, hvor vi lagde sidste hånd på gennemgangen af forslagene.

Nu går arbejdet igang med at revidere selve specifikationens tekst og illustrationer og udarbejdelsen af en ny datamodel i samarbejde med Systemforum.

Efter denne sommer er det planen at vi sender vores forslag til den nye specifikation i høring, så alle har mulighed for at se ændringerne og specifikationen i en sammenhæng, og komme med eventuelle bemærkninger.

Til sidst skal GeoDanmarks bestyrelse godkende den endelige datamodel og specifikation.

Du kan læse referatet fra vores 2-dages workshop i Specifikationsforum her.