Fotoflyvning, ’pænt vand’ og ny indberetningsportal – nyt fra Produktionsforum

01.05.2025

Fotosæsonen i fuld gang

Fotoflyvningen til årets ortofotos er godt i gang. Allerede nu er cirka en tredjedel af billederne modtaget, og de første Quickorto bliver klar i uge 18. Det prioriteres, at områder med udpeget ajourføring produceres først, så kommunerne hurtigt kan tage dem i brug. Fotoflyvningen forventes afsluttet den 5. maj, og de sidste Quickorto forventes færdige 15. juni.

“Pænt vand” på kortene

Et tilbagevendende ønske fra flere kommuner er en bedre visning af vand på kortene. Produktionsforum drøftede mulige løsninger – fra brug af satellitbilleder til ændringer af baggrundsfarver. En arbejdsgruppe er nedsat for at undersøge mulighederne nærmere.

Ny indberetningsportal på vej

En ny portal for indberetning af kommunale optioner, kvalitetskontrol og klarmelding er ved at være klar. Den vil give kommunerne bedre overblik og lettere adgang til at vælge optioner og klarmelde deres ændringsudpegninger. Indberetningsportalen forventes at være klar inden længe.

Niras-udpegninger vaskes i produktionen

Der blev drøftet, hvordan udpegninger af DHMlinjer fra Niras, som har status “Foretaget=Nej”, håndteres i produktionen. Disse vil blive løst gennem datavask sidst i produktionsforløbet, hvilket sikrer, at data leveres i den ønskede kvalitet.

Fokus på fejlrettelser

Produktionsforum havde besøg af en repræsentant fra Beliggenhedsgruppen, og drøftede håndtering af dispenserede karantænesættende fejl i bygninger. Der arbejdes nu på en løsning, hvor maskinel redigering i samspil med den almindelige produktion skal udbedre fejlene.

Læs hele referatet fra Produktionsforums seneste møde.