Klimadatastyrelsen har udpeget Cæcilie Elle som nyt medlem af GeoDanmarks bestyrelse.
Cæcilie tiltræder på bestyrelsesmødet den 12. december 2025 og overtager den ledige post efter Gry Christophersen, som udtrådte tidligere på året.
Cæcilie Elle er kontorchef i Center for Kort- og Klimadata i Klimadatastyrelsen. Hun har mangeårig erfaring med geografiske data og står i spidsen for den årlige indsamling af flyfotos, der danner grundlaget for ajourføringen af GeoDanmark grunddata.
Derudover har hun ansvaret for flere projekter, der – i tæt samarbejde med kommuner og statslige myndigheder – skal skabe sammenhængende datagrundlag og digitale løsninger til klimatilpasning.
Cæcilie har gennem sin karriere arbejdet med både Datafordeleren, grunddata og kortlægning til Forsvaret, og har dermed opbygget en bred indsigt i anvendelsen af geografiske data på tværs af sektorer.
Hendes ansvarsområder i Center for Kort- og Klimadata omfatter blandt andet luftfotos og laserscanninger, hydrologi og klima, datasammenstilling og kort.
Med Cæcilie Elle får GeoDanmarks bestyrelse tilført stærke kompetencer inden for klima- og klimatilpasningsdata – et område med strategisk betydning for GeoDanmark og for fremtidens dataunderstøttede beslutninger i det offentlige.
“Vi glæder os til samarbejdet og byder Cæcilie hjerteligt velkommen i bestyrelsen!”
GeoDanmarks bestyrelse
