Bestyrelsen godkender afrapporteringer og indleder arbejde med ny organisation

09.02.2026

GeoDanmarks bestyrelse holdt den 27. januar 2026 møde sammen med Sekretariatsudvalget på Holckenhavn Slot. På mødet præsenterede formændene for de faglige fora resultaterne af arbejdet i 2025, og der blev gennemført en fælles drøftelse af GeoDanmarks fremtidige organisation.

Bestyrelsen godkendte redegørelserne fra de fem faglige fora og afsluttede samtidig arbejdsprogrammet for 2025. Afrapporteringen på arbejdsprogram 2025 kan ses her: Arbejdsprogram – geodanmark

Hvis du er nysgerrig på arbejdet i de fem faglige fora: Administrativt Ajourføringsforum, Produktionsforum, Specifikationsforum, Systemforum og GeoFA-forum kan redegørelserne læses her: Faglige fora – geodanmark

Derudover godkendte bestyrelsen afrapporteringerne fra pilotprojektet om kortlægning af stier, projektet om optimering af udpegninger samt AI- og remote sensing-projektet. Samtidig blev det besluttet at arbejde videre med resultaterne i 2026, blandt andet gennem metodeudvikling og produktionstests. Du kan følge med i projekterne under ’Arbejdsprogram og projekter’ på hjemmesiden, som løbende opdateres.

Bestyrelsen traf også beslutninger om den kommende datamodel og specifikation 7.0. Det blev besluttet at igangsætte den såkaldte basispakke og forberede systemet til håndtering af supplerende grunddata. De overordnede rammer for supplerende grunddata skal behandles på et kommende bestyrelsesmøde.

Endelig godkendte bestyrelsen et strategisk samarbejde med Vejdirektoratet om samspillet mellem GeoDanmarks vejmidte og en ny national vejreference.

På mødet deltog Sekretariatsudvalget i en fælles drøftelse af GeoDanmarks organisation. Drøftelsen tog udgangspunkt i behovet for en mere fleksibel organisation, der kan understøtte GeoDanmarks strategi og samtidig håndtere nye behov fra medlemmer og omverden. Sekretariatet skal nu udarbejde et oplæg til videre drøftelse på næste bestyrelsesmøde, og bestyrelsen forventer at præsentere forslag på de regionale møder i foråret 2026.

Læs referatet fra bestyrelsesmødet 27. januar 2026 her.