De danske vandløb former landskaber, giver liv til flora og fauna, transporterer vand og næringsstoffer, og udgør hjemsted for både kultur- og naturværdier med stor rekreativ betydning. Og så er de bl.a. med kombinationen af øget vinternedbør og højtstående grundvand kilde til en hyppigere forekomst af vandløbsoversvømmelser. Der er derfor i de senere år kommet et større fokus på god vandløbskortlægning- og modellering på tværs af bl.a. naturforvaltning, klimatilpasning, planlægning og lokalberedskab. Vandløbsmodellering er imidlertid svært tilgængeligt, tidskrævende og forudsætter dyb faglig indsigt.
Klimadatastyrelsen (KDS) arbejder derfor på at kunne ”udgrave” vandløbene i Danmarks Højdemodel (DHM), så de får en bund og en form, der afspejler de fysiske forhold i vandløbene under vandspejl.
Kom og lyt med når KDS fortæller om igangværende projekter på vandløbsområdet, om potentialerne og de foreløbige resultater samt forudsætninger for gode og brugbare slutprodukter. Der vil også være mulighed for at give input til arbejdet, og hjælpe med at gøre KDS endnu klogere på de udfordringer, der opleves med vandløbene i kommunerne.
