Hvad er GeoDanmark-data

GeoDanmark grunddata er en digital kortlægning af by og landskab, som blandt andet kan bruges til at beregne afstande og placering uden at skulle ud og måle fysisk i omgivelserne.

GeoDanmarks parter – kommunerne og Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur – har besluttet, hvor præcise data skal være og hvor tit de skal opdateres ud fra de behov, der eksisterer i Danmark. Dette er beskrevet i GeoDanmark-specifikationen. GeoDanmark grunddata er beregnet til de kommunale og statslige myndighedsopgaver.

GeoDanmark grunddata indgår som fællesoffentlige grunddata på lige fod med CPR, CVR, og Matrikeldata og er dermed uundværlige i det offentliges bestræbelser på at skabe en nær og sammenhængende service over for borgere og virksomheder.